Ny administrerende direktør for Conscia i Danmark

Brøndby, 9. november 2015

Peter Rafn er ny Adm. Direktør for Conscias danske organisation per 1. februar 2016. Han har mange års ledelseserfaring fra den danske IT-branche, blandt andet TDC og NetDesign, som han stod i spidsen for i fem år. Peter Rafn er i dag direktør for Caverion Danmark, der arbejder med energivenlige og intelligente bygningsløsninger.

”Jeg glæder mig meget til at blive en del af Conscia, der med sin vækst og fokus på kompetence og kvalitet i forhold til kunder og medarbejdere virkelig har konsolideret sin position i det danske marked,” siger Peter Rafn og fortsætter, ”Jeg er imponeret over den udvikling, Conscia har gennemgået og ser frem til at være med til at udvikle selskabet videre.”

Med købet af den svenske Cisco Gold Partner, Netsafe i januar 2015, lagde Conscia fundamentet til at blive en mere international virksomhed. Og da kapitalfonden Axcel i maj 2015 erhvervede aktiemajoriteten af Conscia, blev der heller ikke lagt skjul på de ambitiøse vækstplaner, som blandt andet indebærer, at man kigger på at eksportere hele eller dele af Conscias succesfulde forretningsmodel til flere lande.

For at muliggøre denne udvikling vælger ledelsen nu at etablere en koncernstruktur, hvor Mogens Bransholm, der har været Adm. Direktør i Conscia Danmark siden 2008, overgår til rollen som koncernansvarlig.

”Koncernstrukturen dækker i første omgang Danmark og Sverige, og vi er klar, hvis flere lande skulle komme til,” siger Mogens Bransholm.

Om Conscia A/S
Conscia leverer it-infrastrukturløsninger og 24/7-services inden for netværk, datacenter, sikkerhed og mobilitet.

Sammen med vores kunder arbejder vi målrettet for at få det størst mulige udbytte af de nyeste teknologier. Vi vil være de dygtigste inden for vores områder og kombinerer en dyb faglighed med den rette indstilling til, at projekterne lykkes, og at opgaver løses hurtigt og effektivt.
Conscias viden og unikke serviceydelser sikrer vores kunder en konstant udvikling samt stabil drift. Vi er ambitiøse og sætter niveauet højt, og vi arbejder aktivt for at skabe de bedste rammer for vores medarbejdere.

Kontakt:
For yderligere information kontakt venligst kommunikationsdirektør Dorthe Dahlin Irvold på telefon 20 42 96 11 eller [email protected].