Salgs- & leveringsbetingelser
1. Omfang
Medmindre vilkårene i nærværende aftale udtrykkeligt er ændret i en særskilt, skriftlig aftale, er vilkårene i denne aftale gældende. På nærværende betingelser erhverver Kunden produkter, service og konsulentassistance i henhold til mundtligt eller skriftligt tilbud afgivet til Kunden. Udpakning, klargøring og installation er ikke inkluderet i levering med mindre andet specifikt er aftalt.
2. Konsulentydelser
Der er som udgangspunkt ikke tilknyttet navngivne konsulenter til opgaver. Conscia A/S er til enhver tid berettiget til at skifte konsulent på opgaven, ligesom Conscia A/S til enhver tid er berettiget til at benytte underleverandører. Bestilling af konsulenter kan være en enkeltstående anmodning om konsulentassistance eller et led i et løbende samarbejde, f.eks. i form af en aftale om regelmæssig vedligeholdelse af Kundens it-system. Kunden har instruktionsbeføjelsen og resultatansvaret. Afregning sker til Conscia A/S til enhver tid gældende priser for den valgte konsulentprofil.
Conscia A/S arbejder med 3 typer af profiler: projektleder, specialist og ekspert. Der kan afregnes per time, per dag eller til fastpris. Med mindre der er aftalt en fast pris, faktureres der efter forbrugt tid, i henhold til konsulentens egen registrering. I nærværende vilkår forstås én arbejdsdag som 7,5 timer per dag eksklusiv pauser og én arbejdsuge som 37 timer eksklusiv pauser. Alle priser er baseret på arbejde udført indenfor normal arbejdstid, som er mandag til fredag ml. 08:30 – 16:30. Udenfor normal arbejdstid afregnes et tillæg på 100% af ovenstående priser.
3. Kundens forpligtigelser
Det påhviler Kunden at gøre Conscia A/S opmærksom på eventuelle forskrifter, procedurer og lignende, som måtte være gældende i virksomheden, herunder særligt med hensyn til opretholdelsen af datasikkerhed.
Kunden udarbejder, evt. i samarbejde med Conscia A/S, for hver opgave en opgave¬beskrivelse og om nødvendigt en kravspecifikation, der klart beskriver opgavens art og omfang. Kunden er desuden forpligtet til at sikre, at Conscia A/S får alle relevante og nødvendige oplysninger vedrørende de ønskede ydelser/opgaver samt Kundens IT-udstyr og programmel. Kunden indestår for, at Conscia A/S får fri, sikker og uhindret adgang til Kundens system, således at installationsarbejdet kan gennemføres uhindret.
Kunden indestår for at alle arbejdsmiljøkrav overholdes, ligesom Kunden i fornødent omfang vederlagsfrit stiller kvalificeret personale, maskintid og telefon til rådighed for Conscia A/S i forbindelse med udførelse af arbejdet. Conscia A/S forbeholder sig ret til tidsfristforlængelser.
Kunden skal sørge for nødvendige bygningsmæssige forberedelser og installationer af elektrisk art, evt. strømstabilisatorer, datakabler, luftkonditionerings- eller køleanlæg. Endvidere skal Kunden anskaffe nødvendigt kommunikationsabonnement til Kundens anvendelse af leverancen.
4. Priser
Alle priser er ekskl. moms, øvrige offentlige afgifter samt fragt- og ekspeditionsgebyr. Conscia A/S forbeholder sig ret til at ændre priser og specifikationer uden forudgående varsel. Der tages forbehold for ændringer i valutakurser.
Besøg afregnes med minimum 2 timer. Telefonsupport afregnes med minimum 30 minutter. Ved transport faktureres endvidere transporttid med gældende timetakst.
5. Betaling
Hardware, software, teknisk assistance, installation og andre tjenesteydelser betales netto kontant 14 dage eller pr. efterkrav, medmindre andet (skriftligt) er aftalt med Conscia A/S. Ved for sen betaling tillægges morarente på 2% pr. påbegyndt måned samt rykkergebyr.
6. Ejendoms- og ophavsret
Conscia A/S har ejendomsret og salgspant i det leverede udstyr, programmer og dokumentation indtil fuld betaling er foretaget.
Kunden får en ikke eksklusiv og uoverdragelig brugsret til programmerne med dokumentation som angivet i denne bestemmelse og medfølgende licensvilkår. Eventuel tilladelse til at overdrage brugsretten skal aftales skriftligt med Conscia A/S.
Conscia A/S eller Conscia A/S’ underleverandører beholder alle immaterielle rettigheder til programmerne og dokumentationen. Kopiering er kun tilladt i den udstrækning, det er nødvendigt for anvendelse som aftalt.
For standardprogrammer gælder vilkårene fra den enkelte programleverandør, som fremgår af det enkelte programeksemplar, eller af dokumentationen for dette. Hvis der ikke er indgået licensaftale for programmellet gælder følgende: Programmellet må kun anvendes på det leverede udstyr, og der må ikke kopieres eller modificeres - bortset fra nødvendig sikkerhedskopiering. Overdragelse til tredjemand af den ikke-eksklusive brugsret til programmel og dokumentation må kun ske som led i en samlet overdragelse af udstyr, programmel og dokumentation.
7. Levering
Varerne leveres til Kundens adresse i Danmark mod betaling af et fragt- og ekspeditionsgebyr på p.t. kr. 250,00.
8. Installation
Hvis der er truffet aftale om installation og idriftsætning, installerer Conscia A/S det leverede indenfor Conscia A/S’ normale arbejdstid, medmindre andet (skriftligt) er aftalt mellem parterne.
9. Garanti
Conscia A/S yder 12 måneders garanti på leveret udstyr. Defekte varer skal indleveres til Conscia A/S i Brøndby.
10. Servicekontrakter
Kunder, der har tegnet servicekontrakt, henvises til vilkårene i servicekontrakten.
11. Force Majeure
Såfremt aftalens opfyldelse efter dennes indgåelse hindres eller udsættes, som følge af eksempelvis krig og mobilisering, oprør og uroligheder, naturkatastrofer, strejker og lockouts, vareknaphed, mangler eller forsinkelse ved leverance fra underleverandør, brand, manglende transportmulighed, import-/eksportrestriktioner eller andre omstændigheder, som Conscia A/S ikke har indflydelse på, er Conscia A/S ansvarsfri overfor Kunden. Conscia A/S er i disse tilfælde berettiget til at annullere ordren helt eller delvist eller at levere ordren, når opfyldelseshindringen er ophørt.
12. Misligholdelse og erstatningsbegrænsning
Kunden skal undersøge salgsgenstanden eller serviceydelsen umiddelbart efter at levering har fundet sted. Eventuelle mangler skal skriftligt påberåbes straks. I modsat fald fortaber Kunden retten til at gøre mangelindsigelse gældende. Det påhviler Conscia A/S at afhjælpe eventuelle fejl eller mangler snarest efter at disse er konstateret.
Parterne er, med nedenstående forbehold, ansvarlige i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler for overholdelsen af de mellem parterne indgåede aftaler, herunder nærværende vilkår.
Conscia A/S er ikke på nogen måde ansvarlig for indirekte tab eller følgetab, herunder driftstab, tidstab og tab eller forurening af data. Conscia A/S’ erstatningsansvar er under alle omstændigheder begrænset til at udgøre konsulentydelserne af det af Kunden betalte beløb. Ansvarsbegrænsningen gælder dog ikke såfremt Conscia A/S har udvist grov uagtsomhed eller fortsæt.
--- Januar 2012 ---